Fladbro Skov
Galleri fra Fladbro Skov
Den kuperede nordlige del af skoven, er det sted, hvor jeg mest befinder mig i Fladbro Skov, når jeg har mit kameraudstyr med på nakken. Blot til info; I den del af skoven, kan man ikke finde dådyrene. Er det dem man vil iagttage, kan man f.eks. gå ind fra Skovboulevarden (lige overfor klatreparken). Dådyrene kan også observeres ved Speedway-banen, hvor de ofte ses fouragere i det høje græs ned mod Nørreå.
På mine ture i skoven befinder jeg mig i en lille lysning – hvor solen indimellem – har fri adgang til lysningen. Lysningen består af nåle- og løvskov, hvor der er et meget varieret fugle- og dyreliv. Hvis vi starter med dyrelivet i den del af skoven, hvor jeg befinder mig, så er der rådyr og egern (helt sikkert også ræv, men har aldrig set den der). Rådyrene ser man ikke meget til, det forekommer dog, at man ser nogle smutte forbi i hastig fart. Egernet derimod, er ofte nede fra trætoppene for at lede efter føde på jorden. Det er nogle sjove lille uldtotter at iagttage 😃 Angående fuglelivet, så ser det noget mere anderledes ud. Der er nemlig en del mejser i form af blandt andet top-, spæt-, sort-, sump-, og blåmejsen – og naturligvis musvitten. Halemejsen har jeg observeret et par gange, dog uden at få billeder af dem på kortet. Også dompappen optræder der, det samme gør jernspurv, træløber, rødhalsen og bogfinken. Til tider kan man også være heldig, at opleve besøg af den meget sky skovskade, og af Stor flagspætte. Begge arter optræder både i træerne og på jorden. Flagspætten er dog mere tillidsfuld end skovskaden, når der søges efter føde på jorden. Har også mange gange hørt Grønspættens revirkald, men har dog ikke set den.
Tur med Hurtigruten
Lad det være sagt med det samme; det er absolut IKKE nogen reklame for det norske rederi, Hurtigruten. Det er blot min mening om turen op ad Norges smukke naturkyst. Var på den klassiske tur med Hurtigruten i september-oktober, 2018. Man kan også kalde den for, Den ultimative sejlads. Det drejer sig om turen fra Bergen – Kirkenes – Bergen, en tur på 2500 nautisk mil i al slags vejr. Undervejs anløber Hurtigruten 34 havne, man passerer Polarcirklen to gange (på Den ultimative sejlads), sejler forbi Nordkap, ser fantastiske Lofoten i dagtimerne med meget mere. Billederne, der vises vedrørende indslag med Hurtigruten, er taget om bord i forbindelse med min tur med M/S Nordlys.